Fra det nuværende nordlige Tyskland bredte der sig op igennem 1800-tallet en skik med at oprette mandskor. Korene var flerstemmige og havde den fælles målsætning at fremme selskabelighed, tyske nationale kræfter, tysk folkelighed.
I 1823 blev der oprettet et kor i Hamborg, og i 1839 fik byen Slesvig et kor, som den første by i hertugdømmet Slesvig. Derefter blev der i de følgende år oprettet mange kor i sognene rundt omkring i hertugdømmet. Tiden omkring de første kors oprettelse havde været temmelig bevæget, rent politisk, men i de respektive kor, blev der sjældent diskuteret politik. Sangene gik mere på, hvad man tænkte, følte og håbede for fremtiden, nemlig et udelt Slesvig og Holsten. Tønder fik sin “Tonderner Singverein von 1843” og koret eksisterede til midten af 1900-tallet.

I Ubjerg Sogn blev der oprettet et mandskor i 1896 under navnet “Der Gesangverein” i daglig tale blot “Æ Gesangverein”. Det selskabelige element stod højt på dagsordenen, når koret var samlet og i løbet af vinterhalvåret blev der arrangeret
4-5 fester med enten dilletant, maskerade, dansant, koncerter eller solosang. Omkring år 1900 gav den daværende sognepræst, Pastor L. Jessen, udtryk for, at det var skidt for den gode ro og orden i sognet med sådan et kor. Han kaldte korets medlemmer for nogle urolige hoveder, der blot forledte ordentlige folk til at bruge deres penge på kroen i stedet for at bruge dem til noget mere fornuftigt. Han håbede, at koret hurtigt ville gå i opløsning, så ro og orden igen ville indfinde sig i sognet.

Sangforeningerne havde patriotiske undertoner, men med udbruddet af 3-års krigen i 1848 blev der meget stille omkring disse foreninger og det, der indtil da var blevet besunget, blev nu forsvaret med våben. Krigen var både en borgerkrig og en krig mellem Danmark og Det tyske Forbund. I anledning af 50 året for det slesvig-holstenske oprør blev der i 1898 opfordret til at plante en dobbelteg rundt omkring i hertugdømmerne som symbol på samhørigheden mellem Slesvig og Holsten. På egetræer, der var en 4-5 år, blev stammerne snoet og det var så meningen, at trækronerne skulle vokse sammen. I Sæd fulgte Æ Gesangverein opfordringen og plantede to små egetræer på hjørnet af Grøngårdvej og Sprøjtehusvej. Desuden satte man en sten med indskrift ved foden af egetræerne med indskriften
                                                                                                                                                                          1848  –  1898
                                                                                                                                                                   Up ewig ungedeelt
                                                                                                                                                            Vom  Gesang Verein  Seth

Træer og sten blev indhegnet med et jernstakit. Det er mere end hundrede år siden og stakittet er for længst gået til, men egetræerne og stenen står der endnu. Ser man godt efter, opdager man, at stammerne er snoet og stenens inskription kan stadig tydes.

 

Ovenstående gruppebillede er fra et sangertræf, som Æ Gesangverein fra Sæd/Ubjerg deltog i omkring år 1900.

I slutningen af 40´erne blev fryseboksen introduceret for de danske husmødre. Indtil da var kød, bær og frugt blevet saltet, syltet og henkogt, men nu blev det muligt at springe over alt det besvær og simpelthen bare fryse maden. Fryseboksene blev vist frem på byggeudstillinger og endda Tivolis koncertsal blev brugt til demonstration af det nye vidunder. Der blev også udgivet tegninger, der viste, hvordan man skulle indpakke maden før det røg i fryseren.
Sådan en fryser var en dyr affære, så der var i starten ikke ret mange, der havde råd til en. Derfor foreslog de firmaer, der producerede køleanlæg, at der i landsbyerne blev bygget frysehuse på andelsbasis. Det med andelstanken var jo et kendt fænomen, så i løbet af 1950`erne blev der oprettet rigtig mange frysehuse i de små samfund. Som regel var der nogle landmænd, der tog initiativ til et møde, hvor man loddede stemningen for et frysehus. Blev man enige om, at det var en god ide, holdt man generalforsamling med forelæggelse af vedtægter og valg af bestyrelse. Investeringen for den enkelte var minimal. Hver andelshaver skulle forud for byggeriet indbetale cirka 300,- kr og derefter et årligt beløb på et par hundrede kroner til afvikling af gælden og 40-50 kr til driften.  I 1958 var der 3000 fryshuse i Danmark.

I Sæd var man tidligt med på ideen og i juli/august 1951 havde landsbyen sit eget frysehus. Huset var et firkantet rum cirka tre x fem meter med en dør og et par vinduer. I midten af rummet var der to rækker med hver seks frysebokse. Boksene var små i sammenligning med nutidens store kummefrysere. Af og til var man endda to familier om at dele en boks. I Sæd var der en fast plan for i hvilken rækkefølge fryseboksene skulle afrimes. Man kunne nemlig ikke åbne to over for hinanden liggende bokse, derfor skulle processen styres lidt. Købmanden tog nye varer ind i vareudbudet: frysepapir, fedtpapir, brunt indpakningspapir og sejlgarn så madvarene kunne pakkes omhyggeligt ind før indfrysningen. Platposer fandtes endnu ikke og det var derfor lidt af en udfordring at fryse bær og frugt.

I 1970`erne var den økonomiske velstand i samfundet efterhånden så stor, at de fleste havde råd til deres egen fryser og frysehusene mistede deres betydning. I Sæd kan man stadig se de sørgelige rester af landsbyens stolthed. Min svigermor havde i slutningen af 70´erne stadig en boks i frysehuset og jeg har været med hende for at hente frostvarer til æ unnen (middagsmad).

 

I forrige indlæg skrev jeg om Karen Chrestens, der dræbte sine fire børn. Hvis ikke hun havde begået selvmord, var hun blevet henrettet. At slå et andet menneske ihjel var en dødssynd i 1700-tallet. At slå sit nyfødte barn, født uden for ægteskab,  ihjel, var også ensbetydende med, at man blev dømt til døden. I 1720, i december måned, fødte den ugifte tjenestepige, Christine Jenses, et barn. Man fandt barnet dødt og Christine blev beskyldt for at have slået det ihjel. Den 18. december blev hun fængslet og dommen lød på henrettelse med sværdet.
Næsten samtidig blev Mette Tielles fra Braderup, en nabolandsby til Sæd, anklaget for at have dræbt sit barn, født uden for ægteskab. Hun påstod, at barnet havde været dødfødt. Der blev foretaget en obduktion, hvor barnets lunge blev smidt i en spand vand. Lungen sank ikke til bunds og man havde dermed bevist, at barnet var kommet levende til verden. Mette skulle lægges på torturbænken for at tilstå drabet, men allerede da hun så torturinstrumenterne, tilstod hun. Også hun blev dømt til henrettelse med sværdet. Den 9. januar 1721 blev hun ført til herredets rettersted i Süderlügum.
Ved henrettelser med sværd dannede tingmedlemmerne kreds om den dømte for at bevidne henrettelsen og holde folkemængden på afstand. Når henrettelsen var udført blev hovedet spiddet på en pæl, hvor det skulle hænge, til det gik i forrådnelse. Kroppen blev begravet. Hvis dommen tillod, at hovedet ikke skulle spiddes, blev kroppen begravet med det afhuggede hoved foran eller mellem benene – det skulle forhindre den dødes genfærd.

Christine sad 9 måneder i fængsel før hun blev henrettet. Det var lang tid. Måske fordi Skarpretteren, Eberhard Asthusen, døde og hans kone måtte ordne formaliteterne omkring halshugningen. Hun sendte flg. regning til myndighederne:

“Auf Befehl des Hernn Cansleiraht und Amtsinspector Meley habe ich folgendes verdient wie folgetvon die delicuent Kissen, die ihre Kint hat umgebracht in Seeth”:
Für den Kopf mit dem Schwert abzuhauwen … 10 Rdlr.
Für den Kopf anzunageln …………………………… 5 Rdlr.
Für den Körper zu begraben ………………………. 5 Rdlr.
Für mein wagen, der die arme
Synderin hat ausgefahren zu der gericht ………. 2 Rdlr.
Kopf ist angenagelt ……………………………………2 Mark 8 Schill.

Summa ……………………………………………………22 Rdlr. 2 Mark 8 Schill.

Tundern, d. 25. Sept. 1721, Eva Astusen.”

Jeg bliver helt harm og trist til mode, når jeg læser om de ulykkelige pigers skæbne. Pigerne var syndere, men de mænd, der havde gjort pigerne gravide, slap med livet i behold og kirken holdt mund. Pigerne kunne vælge mellem “pest eller kolera”. Fik de et barn født uden for ægteskab var det ensbetydende med udstødelse af familien og det samfund, de levede i.
Min mormor, født i 1901, blev født uden for ægteskab og sat i pleje umiddelbart efter fødslen. Hun vidste, hvem hendes mor var, men fik aldrig at vide, hvem der var hendes far. Plejefamilien havde for øvrigt 32 plejebørn fordelt over de år, de var plejefamilie. Min mormor har fortalt , at det var et rigtig rart og trygt sted at være.
Hurra for, at synet på enlige mødre har ændret sig.

Fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1930`erne har man i Ubejrg sogn fejret midsommerfest.  Festen blev altid fejret på den lørdag, der lå tættest ved den 24. juni. Mismosquost er ikke det samme som Sankt Hans for der var hverken bål eller hekseafbrænding. “Mismos” betyder midsommer og “quost” betyder blomsterbuket. Mismosquosten var en høj stang, der var udsmykket med masser af blomster. Quosten, som festen blev kaldt, var årets største begivenhed i sognet og blev fejret i Sæd. I Sæd og Ubejrg har der i lang, lang tid været både dansk- og tysksindede borgere. Men når Quosten blev fejret, lagde man det nationale sindelag på hylden og festede sammen. Det skulle være en hyggelig og fornøjelig fest, hvor dans var det vigtigste, så man sørgede for, at der var en god blanding af danske folkeviser og tyske Volkslieder.

Den lørdag Quosten skulle fejres, fik børnene fri fra skole og skulle så gå fra hus til hus og bede om blomster til stangen. Der blev også samlet vilde blomster på markerne. Om eftermiddagen bandt de store piger kranse og guirlander af de indsamlede blomster. Der skulle bruges 2 dobbelte kranse, 5 enkelte kranse og 2 guirlander på henholdsvis 5 og 9 meter. Dengang var rollerne kønsopdelt, så mens pigerne bandt blomsterkranse hentede de store drenge selve stangen som var en lige træstamme, der blev opbevaret fra år til år i smedens lade. Øverst på stangen blev der sømmet lægter på så det blev til en stor trekant. Omkring kl 19 samledes alle ved laden, hvor blomsterne var blevet bundet og så gik man i samlet flok, med musikere i front, hen til træstammen. Blomsterkranse og guirlander blev anbragt på stangen før den under stor jubel blev rejst og sat fast i jorden.
For neden blev stangen beklædt med hyldegrene og helt ned ved jorden blev der lagt brændenælder, begge dele for at beskytte indbyggerne mod onde ånder, trolde og hekse. Til sidst smed pigerne de blomsterkranse, de havde i håret, op i hyldegrenene. Så blev der danset til langt ud på natten. Rundt om stangen var der opsat bænke fra Feddersens kro, så de gamle kunne hvile sig. Spillemændene havde flere end 50 sange, de kunne vælge mellem og der blev danset både kædedans og pardans. “Inå æn gång, det vå så glant” blev der råbt og når Niels Ox smed tøflerne og dansede, så var det rigtig godt og så var stemning høj.

Søndag eftermiddag mødtes man så igen og festede til langt ud på aftenen. Mandag morgen mellem 7 og 9 blev alt taget ned og så glædede man sig allerede til næste års Quost.

Vores B & B hed tidligere Feddersens kro og vi har stadig nogle af de gamle bænke fra Mismosquost – hvis de kunne tale ……