Fra det nuværende nordlige Tyskland bredte der sig op igennem 1800-tallet en skik med at oprette mandskor. Korene var flerstemmige og havde den fælles målsætning at fremme selskabelighed, tyske nationale kræfter, tysk folkelighed.
I 1823 blev der oprettet et kor i Hamborg, og i 1839 fik byen Slesvig et kor, som den første by i hertugdømmet Slesvig. Derefter blev der i de følgende år oprettet mange kor i sognene rundt omkring i hertugdømmet. Tiden omkring de første kors oprettelse havde været temmelig bevæget, rent politisk, men i de respektive kor, blev der sjældent diskuteret politik. Sangene gik mere på, hvad man tænkte, følte og håbede for fremtiden, nemlig et udelt Slesvig og Holsten. Tønder fik sin “Tonderner Singverein von 1843” og koret eksisterede til midten af 1900-tallet.

I Ubjerg Sogn blev der oprettet et mandskor i 1896 under navnet “Der Gesangverein” i daglig tale blot “Æ Gesangverein”. Det selskabelige element stod højt på dagsordenen, når koret var samlet og i løbet af vinterhalvåret blev der arrangeret
4-5 fester med enten dilletant, maskerade, dansant, koncerter eller solosang. Omkring år 1900 gav den daværende sognepræst, Pastor L. Jessen, udtryk for, at det var skidt for den gode ro og orden i sognet med sådan et kor. Han kaldte korets medlemmer for nogle urolige hoveder, der blot forledte ordentlige folk til at bruge deres penge på kroen i stedet for at bruge dem til noget mere fornuftigt. Han håbede, at koret hurtigt ville gå i opløsning, så ro og orden igen ville indfinde sig i sognet.

Sangforeningerne havde patriotiske undertoner, men med udbruddet af 3-års krigen i 1848 blev der meget stille omkring disse foreninger og det, der indtil da var blevet besunget, blev nu forsvaret med våben. Krigen var både en borgerkrig og en krig mellem Danmark og Det tyske Forbund. I anledning af 50 året for det slesvig-holstenske oprør blev der i 1898 opfordret til at plante en dobbelteg rundt omkring i hertugdømmerne som symbol på samhørigheden mellem Slesvig og Holsten. På egetræer, der var en 4-5 år, blev stammerne snoet og det var så meningen, at trækronerne skulle vokse sammen. I Sæd fulgte Æ Gesangverein opfordringen og plantede to små egetræer på hjørnet af Grøngårdvej og Sprøjtehusvej. Desuden satte man en sten med indskrift ved foden af egetræerne med indskriften
                                                                                                                                                                          1848  –  1898
                                                                                                                                                                   Up ewig ungedeelt
                                                                                                                                                            Vom  Gesang Verein  Seth

Træer og sten blev indhegnet med et jernstakit. Det er mere end hundrede år siden og stakittet er for længst gået til, men egetræerne og stenen står der endnu. Ser man godt efter, opdager man, at stammerne er snoet og stenens inskription kan stadig tydes.

I slutningen af 40´erne blev fryseboksen introduceret for de danske husmødre. Indtil da var kød, bær og frugt blevet saltet, syltet og henkogt, men nu blev det muligt at springe over alt det besvær og simpelthen bare fryse maden. Fryseboksene blev vist frem på byggeudstillinger og endda Tivolis koncertsal blev brugt til demonstration af det nye vidunder. Der blev også udgivet tegninger, der viste, hvordan man skulle indpakke maden før det røg i fryseren.
Sådan en fryser var en dyr affære, så der var i starten ikke ret mange, der havde råd til en. Derfor foreslog de firmaer, der producerede køleanlæg, at der i landsbyerne blev bygget frysehuse på andelsbasis. Det med andelstanken var jo et kendt fænomen, så i løbet af 1950`erne blev der oprettet rigtig mange frysehuse i de små samfund. Som regel var der nogle landmænd, der tog initiativ til et møde, hvor man loddede stemningen for et frysehus. Blev man enige om, at det var en god ide, holdt man generalforsamling med forelæggelse af vedtægter og valg af bestyrelse. Investeringen for den enkelte var minimal. Hver andelshaver skulle forud for byggeriet indbetale cirka 300,- kr og derefter et årligt beløb på et par hundrede kroner til afvikling af gælden og 40-50 kr til driften.  I 1958 var der 3000 fryshuse i Danmark.

I Sæd var man tidligt med på ideen og i juli/august 1951 havde landsbyen sit eget frysehus. Huset var et firkantet rum cirka tre x fem meter med en dør og et par vinduer. I midten af rummet var der to rækker med hver seks frysebokse. Boksene var små i sammenligning med nutidens store kummefrysere. Af og til var man endda to familier om at dele en boks. I Sæd var der en fast plan for i hvilken rækkefølge fryseboksene skulle afrimes. Man kunne nemlig ikke åbne to over for hinanden liggende bokse, derfor skulle processen styres lidt. Købmanden tog nye varer ind i vareudbudet: frysepapir, fedtpapir, brunt indpakningspapir og sejlgarn så madvarene kunne pakkes omhyggeligt ind før indfrysningen. Platposer fandtes endnu ikke og det var derfor lidt af en udfordring at fryse bær og frugt.

I 1970`erne var den økonomiske velstand i samfundet efterhånden så stor, at de fleste havde råd til deres egen fryser og frysehusene mistede deres betydning. I Sæd kan man stadig se de sørgelige rester af landsbyens stolthed. Min svigermor havde i slutningen af 70´erne stadig en boks i frysehuset og jeg har været med hende for at hente frostvarer til æ unnen (middagsmad).

I året 1712 var Sæd hjemsted for en tragedie, hvor der efterfølgende blev rejst en skamstøtte, som kan ses den dag i dag.  Skamstøtten blev rejst som advarsel og i foragt for den 35-årige Karen Christens, der i lange perioder led af tungsind, og derfor begik mord på sine fire børn, hvorefter hun tog livet af sig selv.

I april 1712 fik Karen en skilling af sin bror for at hun kunne købe tobak til ham.  Karen gav imidlertid pengene til Merret, hendes svigerinde, og bad hende købe noget rottegift til Christen, Karens mand. Merret vidste godt, at Karen led af tungsind og hun turde derfor ikke give rottegiften til hende. I stedet gav hun giften til Karens ældste søn, for at han kunne give det videre til sin far. Men Karen fik fingre i giften. Hun kogte boghvedegrød og blandede rottegiften i grøden. Grøden serverede hun for børnene og spiste også selv af den. Den 10-årige Jens og den 8-årige Peter døde i løbet af få timer. Christian på 5 og pigen Annek, som kun var et år, døde dagen efter. Til pastor Wegner fortalte Karen, at hendes mor også havde været forvirret i hovedet. Karen mente derfor, at der var fare for, at tungsindet ville være arveligt. Hun følte ingen skyld, men mente derimod, at hun havde frelst de fire børn fra et tungt og trist liv. Karen døde kort efter. Pastor Wegner mente, at Karen havde handlet i en sindstilstand af dyb tungsind og forvirring. Derfor burde hun, for familiens og hendes egen skyld, have en kristelig begravelse, dvs. begraves på kirkegården. Men provst Reimarus fra Tønder mente, at der skulle statueres et eksempel, så mens børnene fik en kristelig begravelse fik Karen en “hundebegravelse”. Ved solnedgang den 21. april 1712 kom bøddelknægten, også kaldet rakkeren, og smed Karens lig ud af vinduet i det lille kummerlige hus, hun havde boet i.

Hendes lig måtte ikke transporteres gennem Tønder by for at blive begravet under galgen nordøst for Tønder. Derfor blev hun slæbt ud på åben mark og begravet som en hund nær vejen, den vej, der engang var hovedvejen mod syd fra Tønder til Husum. Umiddelbart efter blev der rejst en sten, en skamstøtte. Stenen står endnu på stedet, hvor den blev rejst, ved “Den gamle vej”. Det er formentlig den eneste skamstøtte i Danmark, der endnu står på sin oprindelige plads.

“Allhier ist durch den Büttelknecht hingeschleift und verscharret der Leib der Karen Christens aus Seet, weil sie an ihr selbst und an ihren vier Kindern durch Gift eine verfluchte Mordtat hat begangen im Jahre 1712″

Oversættelse: ” Her er legemet af Karen Christens fra Sæd henslæbt og nedgravet af bøddelknægten, fordi hun med gift har begået et forbandet mord på sig selv og på sine fire børn i året 1712″.

Begravelsen forgår i stilhed eller Bisættelsen har fundet sted eller Højtideligheden slutter ved graven . Sådan annonceres en begravelse ofte i avisen nu om dage, temmelig anonymt og uden så mange dikkedarer. Tidligere var en begravelse en social begivenhed, som blev markeret med en række skikke og ritualer. Indtil sidst i 1800-tallet var det skik, at en ung pige blev sendt fra hus til hus for at annoncere et dødsfald og invitere kvinderne til strålæg eller kistelæg (keestlæg). Så mødte alle kvinderne op og fik serveret kaffe for derefter at tage afsked med afdøde. Den sidste person, hvor denne skik blev brugt, var ved Hans Nissen Lorenzens død i 1894.

I midten af 1600-tallet, i pastor Christianus Petris embedstid, blev det skik, at præsten kom i sørgehjemmet for at holde en ligtale over liget, inden det blev bragt til kirkegården. På de større gårde blev liget transporteret ud af døren i østgavlen. Ligdøren kunne kun åbnes indefra og blev kun brugt, når et lig skulle ud af huset. På enkelte gårde i sognet findes stadig en ligdør.

Omkring 1790, under pastor Thomas Todsen, var det kutyme, at en afdød, der stammede fra en gårmandsfamilie, blev begravet på en hverdag. Alle andre blev begravet på en søndag. Indtil 1890 forgik alle begravelser om formiddagen. Siden skete det kun undtagelsesvis.

Dengang begravelserne fandt sted om formiddagen , var det skik hos gårdmandsfamilierne, at hele følget med præst og degn, vendte tilbage til sørgehjemmet efter begravelsen. I stuen, hvor liget havde stået, var der så dækket op til “gilde” og menuen stod på vinsuppe og kogt skinke med tilbehør. Efter hvovedmåltidet blev der serveret lagkage. Der blev drukket vin, kaffe, grog og punch til, men der måtte ikke skåles, så man drak stille for sig selv. Sådan en begravelse kunne godt blive en beskostelig affære. Til Lorenz Feddersens begravelse i 1834 blev der til begravelsesgildet brugt:

• 80 pund kød
• 36 pund skært kød
• 80 pund kalvekød
• 3 flæskebørster
• 10 tærter
• for 12 Mark gewürztvebakker
• for 12 Mark sukkertvebakker
• for 16 Mark gemene tvebakker
• 44 franskbrød
• 10 pund svesker
• 7 pund risgryn
• 2 lod muskatblomst
• 2 lod nelliker
• 10 kander rom
• 3 citroner
• 2 lod kanel
• syv pund kaffebønner
• 30 pund sukker

Efterhånden gled skikken med de store begravelsesgilder ud og blev, omkring 1920, erstattet af kaffe og kage  inden begravelsen og senere efter begravelsen. I dag er det sjældent, at der inviteres til kaffebord. En tradition, der stadig holdes sådan nogenlunde i hævd, er den at lægge en buket med grønt og blomster ud til vejen, når afdøde og dennes familie kører gennem byen inden de kører hen til kirken i Ubjerg. En rigtig smuk tradition.

Enhver egn har sine fortællinger – både store og små, sjove og triste. Det samme gælder for Sæd. Så i løbet af de næste uger, vil vi her på bloggen fortælle om Sæds historie, traditioner, mindesmærker og eksistenser.

Selvom Sæd bare er en lille flække med cirka 200 indbyggere,  og aldrig har været ret meget større, så er der meget at fortælle, så lad os starte ved begyndelse, nemlig den sidste istid ….. okay, den sandbanke Sæd ligger på (6 m over DNN) blev dannet i den sidste istid. Og mennesker har jo altid bygget, hvor man kunne være i fred for havet, så sandbanken, der lå mellem to grene af Vidåens løb, var oplagt som bosætningssted. Sæd er omgivet af marsk på tre sider og mod vest er den forbundet med landsbyen Ubjerg, hvor kirken ligger. Sæd nævnes første gang i 1237 under navnet “Sæthe”. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad Sæthe/Sæd betyder, men måske har en af jer læsere et forslag?
Allerede i 1740 blev jorden i Sæd udskiftet, dvs. jordfællesskabet i landsbyen blev ophævet for at opnå en bedre udnyttelse af landbrugsjorden. Og dyrkning af jorden har altid betydet meget i Sæd. Der fandtes endda en kartoffelsort, som hed Sædinger kartofler (en gullig sort med en rigtig god smag) og som gennem et par hundrede år blev dyrket og solgt så langt væk som i Flensborg.
I 1700- og 1800-tallet var de traditionelle håndværkserhverv fint repræsenteret i Sæd. Der var fx en smed, en bager, en maler, en skomager og en tømrer. Smeden lukkede for cirka 20 år siden, bageren for cirka 40 år siden og købmanden drejede nøglen om i april i år.
Sådan som gårde og huse ligger i Sæd har de altid ligget. Det vil sige, at Sæd stadig har en meget oprindelig landsbystruktur. Der er kun få nye parcelhuse og lokalplanen giver ikke plads til udstykning af nye byggegrunde.
Tidligere, før afvandingen, var Sæd omgivet af vand mod øst, nord og syd fra sent efterår til sent forår. Det var kun den vestlige vej, mod Ubjerg, som var farbar. Vejen var ret befærdet og fyldt med dybe hjulspor fra mælkevogne, transportvogne, ligvogne og andre køretøjer. I forbindelse med afvandingen i 1920´erne blev området tørlagt og i 1934 blev vejen mod Ubjerg asfalteret. Før afvandingen skete der en del drukneulykker, men det er en helt anden historie, som kommer på et senere tidspunkt. Vores bedsteforældre har fortalt, at de om vinteren, før afvandingen, kunne løbe på skøjter fra Tønder til Højer, fordi hele marsken var oversvømmet.
Og så er der jo lige det med vores byskilt. Det må være et af de mest fotograferede skilte i hele Danmark. Jævnligt sidder folk overskrevs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med

Stjålet er det også blevet – mange gange – og hver gang går der et par måneder før vi får et nyt. Vi har flere ideer til, hvordan vi fremover kan sikre vores byskilte. Og nu har vi netop dannet et Lokalråd, så måske bliver ideerne ført ud i livet.