sovgodt8 akvarel logo

Æ Gesangverein (Sangforeningen)

Fra det nuværende nordlige Tyskland bredte der sig op igennem 1800-tallet en skik med at oprette mandskor. Korene var flerstemmige og havde den fælles målsætning at fremme selskabelighed, tyske nationale kræfter, tysk folkelighed.
I 1823 blev der oprettet et kor i Hamborg, og i 1839 fik byen Slesvig et kor, som den første by i hertugdømmet Slesvig. Derefter blev der i de følgende år oprettet mange kor i sognene rundt omkring i hertugdømmet. Tiden omkring de første kors oprettelse havde været temmelig bevæget, rent politisk, men i de respektive kor, blev der sjældent diskuteret politik. Sangene gik mere på, hvad man tænkte, følte og håbede for fremtiden, nemlig et udelt Slesvig og Holsten. Tønder fik sin “Tonderner Singverein von 1843” og koret eksisterede til midten af 1900-tallet.

I Ubjerg Sogn blev der oprettet et mandskor i 1896 under navnet “Der Gesangverein” i daglig tale blot “Æ Gesangverein”. Det selskabelige element stod højt på dagsordenen, når koret var samlet og i løbet af vinterhalvåret blev der arrangeret
4-5 fester med enten dilletant, maskerade, dansant, koncerter eller solosang. Omkring år 1900 gav den daværende sognepræst, Pastor L. Jessen, udtryk for, at det var skidt for den gode ro og orden i sognet med sådan et kor. Han kaldte korets medlemmer for nogle urolige hoveder, der blot forledte ordentlige folk til at bruge deres penge på kroen i stedet for at bruge dem til noget mere fornuftigt. Han håbede, at koret hurtigt ville gå i opløsning, så ro og orden igen ville indfinde sig i sognet.

Sangforeningerne havde patriotiske undertoner, men med udbruddet af 3-års krigen i 1848 blev der meget stille omkring disse foreninger og det, der indtil da var blevet besunget, blev nu forsvaret med våben. Krigen var både en borgerkrig og en krig mellem Danmark og Det tyske Forbund. I anledning af 50 året for det slesvig-holstenske oprør blev der i 1898 opfordret til at plante en dobbelteg rundt omkring i hertugdømmerne som symbol på samhørigheden mellem Slesvig og Holsten. På egetræer, der var en 4-5 år, blev stammerne snoet og det var så meningen, at trækronerne skulle vokse sammen. I Sæd fulgte Æ Gesangverein opfordringen og plantede to små egetræer på hjørnet af Grøngårdvej og Sprøjtehusvej. Desuden satte man en sten med indskrift ved foden af egetræerne med indskriften
                                                                                                                                                                          1848  –  1898
                                                                                                                                                                   Up ewig ungedeelt
                                                                                                                                                            Vom  Gesang Verein  Seth

Træer og sten blev indhegnet med et jernstakit. Det er mere end hundrede år siden og stakittet er for længst gået til, men egetræerne og stenen står der endnu. Ser man godt efter, opdager man, at stammerne er snoet og stenens inskription kan stadig tydes.

 


Ovenstående gruppebillede er fra et sangertræf, som Æ Gesangverein fra Sæd/Ubjerg deltog i omkring år 1900.

sovgodt8 akvarel logo

Gamle lege.

En lille rød bil (-en remse, hvor der bestemmes, hvem der skal “stå” i næste leg).

Alle står i en kreds og mens den, der står i kredsens midte (mægleren) siger remsen, peger han på deltagerne.

En lille rød bil kørte fra station til station, hvilken by holdt den først ved?

Den, der bliver peget på, når det sidste ord siges, skal vælge en by, han har været i og som han tror andre ikke har været i, fx Fiskbæk. Så fortsætter mægleren med at pege rundt, mens han siger:

Har du været i Fiskbæk?

Hvis den, der peges på svarer “Ja”, skal ophavsmanden til byen, stå i næste leg. Hvis der svares “Nej”, skal mægleren stå i næste leg.

 

Fordrivelse (fordrywels).

En leg der kunne leges på vejen dengang, der ikke var nær så megen trafik som i dag.

Legen går ud på, at man fordriver hinanden ved at kunne kaste længst.

Man skal bruge en lille bold og være to hold. På forhånd har man aftalt, hvor grænserne på begge sider går. Det hold, der “presses” over grænsen har tabt.
Det ene hold starter med at kaste bolden over på modstanderens side. Hvis en fra modparten griber bolden, må holdet løbe 10 skridt frem og derefter kaste bolden over på det andet holds side. Hvis bolden ikke gribes skal den kastes derfra, hvor den bliver samlet op.

 

Dåseput (- spark does).

Der skal bruges en tom metaldåse og en flok unger. Der vælges en som skal “Væe en”, altså være fanger. En af deltagerne sparker dåsen væk, så langt som muligt. Fangeren skal så hurtigt som muligt hente dåsen og sætte den tilbage på det markerede sted. Imens løber alle andre ud for at gemme sig. Nu går fangeren rundt for at opdage dem, der har gemt sig. Får han et glimt af en af dem, skynder han sig at løbe hen til dåsen og råber fx “Anna i æ does”. Hvis Anna kommer hen til dåsen før fangeren og når at sparke den væk imens hun råber “Mæ sjæl å ol de anne fri”, så kan alle de tilfangetagne slippe fri og gemme sig igen. Hvis fangeren når hen til dåsen før Anna og råber “Anna i æ does”, skal Anna stille sig i rækken med alle de tilfangetagne. Når alle er taget tilfange er legen slut.

sovgodt8 akvarel logo

Æ fryshus.

I slutningen af 40´erne blev fryseboksen introduceret for de danske husmødre. Indtil da var kød, bær og frugt blevet saltet, syltet og henkogt, men nu blev det muligt at springe over alt det besvær og simpelthen bare fryse maden. Fryseboksene blev vist frem på byggeudstillinger og endda Tivolis koncertsal blev brugt til demonstration af det nye vidunder. Der blev også udgivet tegninger, der viste, hvordan man skulle indpakke maden før det røg i fryseren.
Sådan en fryser var en dyr affære, så der var i starten ikke ret mange, der havde råd til en. Derfor foreslog de firmaer, der producerede køleanlæg, at der i landsbyerne blev bygget frysehuse på andelsbasis. Det med andelstanken var jo et kendt fænomen, så i løbet af 1950`erne blev der oprettet rigtig mange frysehuse i de små samfund. Som regel var der nogle landmænd, der tog initiativ til et møde, hvor man loddede stemningen for et frysehus. Blev man enige om, at det var en god ide, holdt man generalforsamling med forelæggelse af vedtægter og valg af bestyrelse. Investeringen for den enkelte var minimal. Hver andelshaver skulle forud for byggeriet indbetale cirka 300,- kr og derefter et årligt beløb på et par hundrede kroner til afvikling af gælden og 40-50 kr til driften.  I 1958 var der 3000 fryshuse i Danmark.

I Sæd var man tidligt med på ideen og i juli/august 1951 havde landsbyen sit eget frysehus. Huset var et firkantet rum cirka tre x fem meter med en dør og et par vinduer. I midten af rummet var der to rækker med hver seks frysebokse. Boksene var små i sammenligning med nutidens store kummefrysere. Af og til var man endda to familier om at dele en boks. I Sæd var der en fast plan for i hvilken rækkefølge fryseboksene skulle afrimes. Man kunne nemlig ikke åbne to over for hinanden liggende bokse, derfor skulle processen styres lidt. Købmanden tog nye varer ind i vareudbudet: frysepapir, fedtpapir, brunt indpakningspapir og sejlgarn så madvarene kunne pakkes omhyggeligt ind før indfrysningen. Platposer fandtes endnu ikke og det var derfor lidt af en udfordring at fryse bær og frugt.

I 1970`erne var den økonomiske velstand i samfundet efterhånden så stor, at de fleste havde råd til deres egen fryser og frysehusene mistede deres betydning. I Sæd kan man stadig se de sørgelige rester af landsbyens stolthed. Min svigermor havde i slutningen af 70´erne stadig en boks i frysehuset og jeg har været med hende for at hente frostvarer til æ unnen (middagsmad).

 

sovgodt8 akvarel logo

Lokalhistorie – Dømt til døden.

I forrige indlæg skrev jeg om Karen Chrestens, der dræbte sine fire børn. Hvis ikke hun havde begået selvmord, var hun blevet henrettet. At slå et andet menneske ihjel var en dødssynd i 1700-tallet. At slå sit nyfødte barn, født uden for ægteskab,  ihjel, var også ensbetydende med, at man blev dømt til døden. I 1720, i december måned, fødte den ugifte tjenestepige, Christine Jenses, et barn. Man fandt barnet dødt og Christine blev beskyldt for at have slået det ihjel. Den 18. december blev hun fængslet og dommen lød på henrettelse med sværdet.
Næsten samtidig blev Mette Tielles fra Braderup, en nabolandsby til Sæd, anklaget for at have dræbt sit barn, født uden for ægteskab. Hun påstod, at barnet havde været dødfødt. Der blev foretaget en obduktion, hvor barnets lunge blev smidt i en spand vand. Lungen sank ikke til bunds og man havde dermed bevist, at barnet var kommet levende til verden. Mette skulle lægges på torturbænken for at tilstå drabet, men allerede da hun så torturinstrumenterne, tilstod hun. Også hun blev dømt til henrettelse med sværdet. Den 9. januar 1721 blev hun ført til herredets rettersted i Süderlügum.
Ved henrettelser med sværd dannede tingmedlemmerne kreds om den dømte for at bevidne henrettelsen og holde folkemængden på afstand. Når henrettelsen var udført blev hovedet spiddet på en pæl, hvor det skulle hænge, til det gik i forrådnelse. Kroppen blev begravet. Hvis dommen tillod, at hovedet ikke skulle spiddes, blev kroppen begravet med det afhuggede hoved foran eller mellem benene – det skulle forhindre den dødes genfærd.


Christine sad 9 måneder i fængsel før hun blev henrettet. Det var lang tid. Måske fordi Skarpretteren, Eberhard Asthusen, døde og hans kone måtte ordne formaliteterne omkring halshugningen. Hun sendte flg. regning til myndighederne:

“Auf Befehl des Hernn Cansleiraht und Amtsinspector Meley habe ich folgendes verdient wie folgetvon die delicuent Kissen, die ihre Kint hat umgebracht in Seeth”:
Für den Kopf mit dem Schwert abzuhauwen … 10 Rdlr.
Für den Kopf anzunageln …………………………… 5 Rdlr.
Für den Körper zu begraben ………………………. 5 Rdlr.
Für mein wagen, der die arme
Synderin hat ausgefahren zu der gericht ………. 2 Rdlr.
Kopf ist angenagelt ……………………………………2 Mark 8 Schill.

Summa ……………………………………………………22 Rdlr. 2 Mark 8 Schill.

Tundern, d. 25. Sept. 1721, Eva Astusen.”

Jeg bliver helt harm og trist til mode, når jeg læser om de ulykkelige pigers skæbne. Pigerne var syndere, men de mænd, der havde gjort pigerne gravide, slap med livet i behold og kirken holdt mund. Pigerne kunne vælge mellem “pest eller kolera”. Fik de et barn født uden for ægteskab var det ensbetydende med udstødelse af familien og det samfund, de levede i.
Min mormor, født i 1901, blev født uden for ægteskab og sat i pleje umiddelbart efter fødslen. Hun vidste, hvem hendes mor var, men fik aldrig at vide, hvem der var hendes far. Plejefamilien havde for øvrigt 32 plejebørn fordelt over de år, de var plejefamilie. Min mormor har fortalt , at det var et rigtig rart og trygt sted at være.
Hurra for, at synet på enlige mødre har ændret sig.

sovgodt8 akvarel logo

Lokalhistorie – Skamstøtten.

I året 1712 var Sæd hjemsted for en tragedie, hvor der efterfølgende blev rejst en skamstøtte, som kan ses den dag i dag.  Skamstøtten blev rejst som advarsel og i foragt for den 35-årige Karen Christens, der i lange perioder led af tungsind, og derfor begik mord på sine fire børn, hvorefter hun tog livet af sig selv.

I april 1712 fik Karen en skilling af sin bror for at hun kunne købe tobak til ham.  Karen gav imidlertid pengene til Merret, hendes svigerinde, og bad hende købe noget rottegift til Christen, Karens mand. Merret vidste godt, at Karen led af tungsind og hun turde derfor ikke give rottegiften til hende. I stedet gav hun giften til Karens ældste søn, for at han kunne give det videre til sin far. Men Karen fik fingre i giften. Hun kogte boghvedegrød og blandede rottegiften i grøden. Grøden serverede hun for børnene og spiste også selv af den. Den 10-årige Jens og den 8-årige Peter døde i løbet af få timer. Christian på 5 og pigen Annek, som kun var et år, døde dagen efter. Til pastor Wegner fortalte Karen, at hendes mor også havde været forvirret i hovedet. Karen mente derfor, at der var fare for, at tungsindet ville være arveligt. Hun følte ingen skyld, men mente derimod, at hun havde frelst de fire børn fra et tungt og trist liv. Karen døde kort efter. Pastor Wegner mente, at Karen havde handlet i en sindstilstand af dyb tungsind og forvirring. Derfor burde hun, for familiens og hendes egen skyld, have en kristelig begravelse, dvs. begraves på kirkegården. Men provst Reimarus fra Tønder mente, at der skulle statueres et eksempel, så mens børnene fik en kristelig begravelse fik Karen en “hundebegravelse”. Ved solnedgang den 21. april 1712 kom bøddelknægten, også kaldet rakkeren, og smed Karens lig ud af vinduet i det lille kummerlige hus, hun havde boet i.

Hendes lig måtte ikke transporteres gennem Tønder by for at blive begravet under galgen nordøst for Tønder. Derfor blev hun slæbt ud på åben mark og begravet som en hund nær vejen, den vej, der engang var hovedvejen mod syd fra Tønder til Husum. Umiddelbart efter blev der rejst en sten, en skamstøtte. Stenen står endnu på stedet, hvor den blev rejst, ved “Den gamle vej”. Det er formentlig den eneste skamstøtte i Danmark, der endnu står på sin oprindelige plads.

“Allhier ist durch den Büttelknecht hingeschleift und verscharret der Leib der Karen Christens aus Seet, weil sie an ihr selbst und an ihren vier Kindern durch Gift eine verfluchte Mordtat hat begangen im Jahre 1712″

Oversættelse: ” Her er legemet af Karen Christens fra Sæd henslæbt og nedgravet af bøddelknægten, fordi hun med gift har begået et forbandet mord på sig selv og på sine fire børn i året 1712″.

sovgodt8 akvarel logo

Lokalhistorie – Mismosquost.

Fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1930`erne har man i Ubejrg sogn fejret midsommerfest.  Festen blev altid fejret på den lørdag, der lå tættest ved den 24. juni. Mismosquost er ikke det samme som Sankt Hans for der var hverken bål eller hekseafbrænding. “Mismos” betyder midsommer og “quost” betyder blomsterbuket. Mismosquosten var en høj stang, der var udsmykket med masser af blomster. Quosten, som festen blev kaldt, var årets største begivenhed i sognet og blev fejret i Sæd. I Sæd og Ubejrg har der i lang, lang tid været både dansk- og tysksindede borgere. Men når Quosten blev fejret, lagde man det nationale sindelag på hylden og festede sammen. Det skulle være en hyggelig og fornøjelig fest, hvor dans var det vigtigste, så man sørgede for, at der var en god blanding af danske folkeviser og tyske Volkslieder.

Den lørdag Quosten skulle fejres, fik børnene fri fra skole og skulle så gå fra hus til hus og bede om blomster til stangen. Der blev også samlet vilde blomster på markerne. Om eftermiddagen bandt de store piger kranse og guirlander af de indsamlede blomster. Der skulle bruges 2 dobbelte kranse, 5 enkelte kranse og 2 guirlander på henholdsvis 5 og 9 meter. Dengang var rollerne kønsopdelt, så mens pigerne bandt blomsterkranse hentede de store drenge selve stangen som var en lige træstamme, der blev opbevaret fra år til år i smedens lade. Øverst på stangen blev der sømmet lægter på så det blev til en stor trekant. Omkring kl 19 samledes alle ved laden, hvor blomsterne var blevet bundet og så gik man i samlet flok, med musikere i front, hen til træstammen. Blomsterkranse og guirlander blev anbragt på stangen før den under stor jubel blev rejst og sat fast i jorden.
For neden blev stangen beklædt med hyldegrene og helt ned ved jorden blev der lagt brændenælder, begge dele for at beskytte indbyggerne mod onde ånder, trolde og hekse. Til sidst smed pigerne de blomsterkranse, de havde i håret, op i hyldegrenene. Så blev der danset til langt ud på natten. Rundt om stangen var der opsat bænke fra Feddersens kro, så de gamle kunne hvile sig. Spillemændene havde flere end 50 sange, de kunne vælge mellem og der blev danset både kædedans og pardans. “Inå æn gång, det vå så glant” blev der råbt og når Niels Ox smed tøflerne og dansede, så var det rigtig godt og så var stemning høj.

Søndag eftermiddag mødtes man så igen og festede til langt ud på aftenen. Mandag morgen mellem 7 og 9 blev alt taget ned og så glædede man sig allerede til næste års Quost.

Vores B & B hed tidligere Feddersens kro og vi har stadig nogle af de gamle bænke fra Mismosquost – hvis de kunne tale ……

 

 

sovgodt8 akvarel logo

Lokalhistorie – begravelsesskikke i Ubejrg sogn.

Begravelsen forgår i stilhed eller Bisættelsen har fundet sted eller Højtideligheden slutter ved graven . Sådan annonceres en begravelse ofte i avisen nu om dage, temmelig anonymt og uden så mange dikkedarer. Tidligere var en begravelse en social begivenhed, som blev markeret med en række skikke og ritualer. Indtil sidst i 1800-tallet var det skik, at en ung pige blev sendt fra hus til hus for at annoncere et dødsfald og invitere kvinderne til strålæg eller kistelæg (keestlæg). Så mødte alle kvinderne op og fik serveret kaffe for derefter at tage afsked med afdøde. Den sidste person, hvor denne skik blev brugt, var ved Hans Nissen Lorenzens død i 1894.

I midten af 1600-tallet, i pastor Christianus Petris embedstid, blev det skik, at præsten kom i sørgehjemmet for at holde en ligtale over liget, inden det blev bragt til kirkegården. På de større gårde blev liget transporteret ud af døren i østgavlen. Ligdøren kunne kun åbnes indefra og blev kun brugt, når et lig skulle ud af huset. På enkelte gårde i sognet findes stadig en ligdør.

Omkring 1790, under pastor Thomas Todsen, var det kutyme, at en afdød, der stammede fra en gårmandsfamilie, blev begravet på en hverdag. Alle andre blev begravet på en søndag. Indtil 1890 forgik alle begravelser om formiddagen. Siden skete det kun undtagelsesvis.

Dengang begravelserne fandt sted om formiddagen , var det skik hos gårdmandsfamilierne, at hele følget med præst og degn, vendte tilbage til sørgehjemmet efter begravelsen. I stuen, hvor liget havde stået, var der så dækket op til “gilde” og menuen stod på vinsuppe og kogt skinke med tilbehør. Efter hvovedmåltidet blev der serveret lagkage. Der blev drukket vin, kaffe, grog og punch til, men der måtte ikke skåles, så man drak stille for sig selv. Sådan en begravelse kunne godt blive en beskostelig affære. Til Lorenz Feddersens begravelse i 1834 blev der til begravelsesgildet brugt:

  • 80 pund kød
  • 36 pund skært kød
  • 80 pund kalvekød
  • 3 flæskebørster
  • 10 tærter
  • for 12 Mark gewürztvebakker
  • for 12 Mark sukkertvebakker
  • for 16 Mark gemene tvebakker
  • 44 franskbrød
  • 10 pund svesker
  • 7 pund risgryn
  • 2 lod muskatblomst
  • 2 lod nelliker
  • 10 kander rom
  • 3 citroner
  • 2 lod kanel
  • syv pund kaffebønner
  • 30 pund sukker

Efterhånden gled skikken med de store begravelsesgilder ud og blev, omkring 1920, erstattet af kaffe og kage  inden begravelsen og senere efter begravelsen. I dag er det sjældent, at der inviteres til kaffebord. En tradition, der stadig holdes sådan nogenlunde i hævd, er den at lægge en buket med grønt og blomster ud til vejen, når afdøde og dennes familie kører gennem byen inden de kører hen til kirken i Ubjerg. En rigtig smuk tradition.

 

 

sovgodt8 akvarel logo

Lokalhistorie – drukneulykker.

I slutningen af 1920´erne gik man i gang med et kæmpe stort afvandingsprojekt i den danske del af marsken. Det var et projekt, der startede i 1926 og først blev afsluttet i 1934. Man byggede fire pumpestationer, som stadig er i drift døgnet rundt. Der var delte meninger, om afvandingsplanerne ville være af det gode eller det onde. Mange var imod, fordi marskboerne igennem århundreder havde levet af fiskeri og rørskæring (tagrør til stråtag). Kunstmaleren Emil Nolde, der i 20´erne boede på gården “Utenwarft”, som lå på et værft mellem Tønder og Rudbøl, blev så fortørnet over afvandingsplanerne, at han valgte at flytte syd for grænsen, hvor man først ti år senere gik i gang med at tørlægge marsken. Men afvandingen blev gennemført og søer, sumpe og kanaler udtørredes. Tidligere havde landbruget i marsken været baseret på græsning og høbjergning, men nu var det blevet muligt at pløje og dyrke jorden og det gav helt andre muligheder for afgrøder.

Mod vest var der digerne, som til dels beskyttede mod havet, men fra øst havde man, før afvandingen, faktisk endnu større problemer med vandet, da indvandet fra det østlige opland (Åbenrå, Haderslev, Sønderborg) strømmede mod vest. Det resulterede i enorme vandmængder, der fra sent efterår til tidligt forår oversvømmede marsken. Men befolkningen skulle jo frem og tilbage mellem landsbyerne og det foregik så i båd. Faldt man ud af båden eller havde man drukket for mange “Gewesener” og derefter væltede omkuld, var sandsynligheden for at komme op af det vandet lille. Drukneulykker skete ikke kun om vinteren. Også om sommeren, gik det af og til galt, når børnene fx badede i de mange åer. Den 14. juni 1893 druknede den 16-årige Heinrich Christian Schulz, da han under badningen kom ud i et af de bundløse “høller” (et hul, som er opstået ved digebrud, når vandet fosser ind gennem diget og danner et dybt, dybt hul bag diget). Han ville hjælpe to af sine kammerater, der var ved at drukne og de druknede alle tre. Den 25. august 1926 druknede den 68-årige Siewert Lorenzen og hans 38-årige datter, Catharina Caroline. Klokken 4 om morgenen var de gået ud for at bjerge hø nord for Ubjerg, hvor de sejlede de hø over åen. Det var sidste år de skulle sejle høet over åen, for året efter ville afvandingen blive gennemført. Under den 2. sejltur skete ulykken. Man regner med, at Catharina faldt i vandet  og at Siewert, i forsøget på at redde hende, også er faldet i vandet. Siewerts ur var gået i stå kl. 5.20 og man fandt ham stående oprejst i vandet. Det er kun to eksempler på talrige drukneulykker her på egnen og man kan læse om dem alle i sognets kirkebøger.

I dag er åerne og vandløbene af beskeden størrelse, så det er svært at forstille sig, hvordan landskabet har set ud, og hvilke udfordringer det har givet marskboerne.

 

sovgodt8 akvarel logo

Lokalhistorie – Landsbyen Sæd.

Enhver egn har sine fortællinger – både store og små, sjove og triste. Det samme gælder for Sæd. Så i løbet af de næste uger, vil vi her på bloggen fortælle om Sæds historie, traditioner, mindesmærker og eksistenser.

Selvom Sæd bare er en lille flække med cirka 200 indbyggere,  og aldrig har været ret meget større, så er der meget at fortælle, så lad os starte ved begyndelse, nemlig den sidste istid ….. okay, den sandbanke Sæd ligger på (6 m over DNN) blev dannet i den sidste istid. Og mennesker har jo altid bygget, hvor man kunne være i fred for havet, så sandbanken, der lå mellem to grene af Vidåens løb, var oplagt som bosætningssted. Sæd er omgivet af marsk på tre sider og mod vest er den forbundet med landsbyen Ubjerg, hvor kirken ligger. Sæd nævnes første gang i 1237 under navnet “Sæthe”. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad Sæthe/Sæd betyder, men måske har en af jer læsere et forslag?
Allerede i 1740 blev jorden i Sæd udskiftet, dvs. jordfællesskabet i landsbyen blev ophævet for at opnå en bedre udnyttelse af landbrugsjorden. Og dyrkning af jorden har altid betydet meget i Sæd. Der fandtes endda en kartoffelsort, som hed Sædinger kartofler (en gullig sort med en rigtig god smag) og som gennem et par hundrede år blev dyrket og solgt så langt væk som i Flensborg.
I 1700- og 1800-tallet var de traditionelle håndværkserhverv fint repræsenteret i Sæd. Der var fx en smed, en bager, en maler, en skomager og en tømrer. Smeden lukkede for cirka 20 år siden, bageren for cirka 40 år siden og købmanden drejede nøglen om i april i år.
Sådan som gårde og huse ligger i Sæd har de altid ligget. Det vil sige, at Sæd stadig har en meget oprindelig landsbystruktur. Der er kun få nye parcelhuse og lokalplanen giver ikke plads til udstykning af nye byggegrunde.
Tidligere, før afvandingen, var Sæd omgivet af vand mod øst, nord og syd fra sent efterår til sent forår. Det var kun den vestlige vej, mod Ubjerg, som var farbar. Vejen var ret befærdet og fyldt med dybe hjulspor fra mælkevogne, transportvogne, ligvogne og andre køretøjer. I forbindelse med afvandingen i 1920´erne blev området tørlagt og i 1934 blev vejen mod Ubjerg asfalteret. Før afvandingen skete der en del drukneulykker, men det er en helt anden historie, som kommer på et senere tidspunkt. Vores bedsteforældre har fortalt, at de om vinteren, før afvandingen, kunne løbe på skøjter fra Tønder til Højer, fordi hele marsken var oversvømmet.
Og så er der jo lige det med vores byskilt. Det må være et af de mest fotograferede skilte i hele Danmark. Jævnligt sidder folk overskrevs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med

Stjålet er det også blevet – mange gange – og hver gang går der et par måneder før vi får et nyt. Vi har flere ideer til, hvordan vi fremover kan sikre vores byskilte. Og nu har vi netop dannet et Lokalråd, så måske bliver ideerne ført ud i livet.

sovgodt8 akvarel logo

Ballum, Ballum, Ballum…

Ballum er ikke bare Ballum. Det er den samlede betegnelse for otte små flækker helt ude ved Vadehavet.

  • Buntje – Ballum
  • Bådsbøl – Ballum
  • Husum – Ballum
  • Nørrehus – Ballum
  • Rejsby – Ballum
  • Vesterende Ballum
  • Østerende – Ballum
  • Mølby – Ballum

Ja, vi fandt så kun syv af de otte, men der er også så mange, at man næsten kan fare vild i dem. Der bor cirka 850 mennesker i de otte Ballummer og deriblandt en del ildsjæle. Fx digteren Jens Rosendal (nr. 453 i Højsolesangbogen “Du kom med alt, hvad der var dig”), Ruth  og Christian Lorenzen fra digegrevens gård Klægager og Anna Marie Kristensen, der sammen med sin mand Knud gennem 30 år stod bag disken i den lokale brugs i Bådsbøl – Ballum.
Her ligger også den skolen, som desværre blev lukket for et par år siden og det er rigtig skidt for sådan et lille samfund, men beboerne har ikke givet op. Der er en gruppe, der pusler med planer om en havkajak-skole i de gamle skolebygninger, men det er et kæmpe projekt til mange millioner, så det er nok lidt usikkert. Ballumhus, kendt i hele Danmark for sine danseweekender med dansktopmusik, gik konkurs for to år siden, men bygningerne er for nylig blevet solgt til et ungt par, der atter vil have liv i det forhenværende dansested. Der er stadig en købmandsbutik og den hører ind under kæden “Min købmand”. Det er en rigtig fin butik med et stort udvalg af varer lige fra pasta til pensler. De har gode åbningstider og et smilende og glad personale. En søndag, lige inden lukketid, stod jeg i butikken for at købe en pensel. De havde ikke lige sådan en, jeg skulle bruge, men den unge pige – chefens datter – ringede til sin far og de aftalte, at de ville komme forbi vores sommerhus efter lukketid med en pensel i den størrelse jeg skulle bruge. Det kan da kaldes service. Det oplever man ikke i Fakta eller Aldi.
For ti år siden besluttede nogle borgere sig for, at Ballum skulle have et multihus. Seks millioner skulle det koste og det lykkedes at samle en del af beløbet blandt lokalbefolkningen og sponsorer og Mærsk fonden gav en god slat, så multihuset i dag er en realitet og bruges flittigt. For en uge siden var der stand up show med Mick Øgendahl. Forresten bor der også en skuespiller-spire i Ballum. Det er Jannik Lorenzen, som for syv år siden spillede drengen Allan i filmen “Kunsten at græde i kor”. Allan er søn fra gården Klægager, som forøvrigt er et besøg værd – en fantastisk, smukt restaureret marskgård.

  • Balle = jævnt stigende forhøjning
  • um = græsgang. Egnen dateres tilbage til omkring 1200. Inden digebygning, hvorfor det var vigtigt, at beboelserne lå på en forhøjning.
  • Forskellen på højvande og lavvande er normalt op til to meter. Ved stormfloderne i 1976 og 1981 var højvandet over fem meter og gik over diget.
  • Tidsrummet mellem flod og ebbe er godt seks timer. Vadehavet er et lækkert spisekammer for flere end ti millioner fugle.

Ved Mølby – Ballum har der helt tilbage i 1379 ligget en borg, der hed “Brink”. Det ældste, daterede regnskab fra en dansk borg stammer fra Brink og kan dateres til 1388-89.
  På kortet kan man tydeligt se, at de 8 x Ballum ligger på en forhøjning omgivet af vand og lave områder, der ofte blev oversvømmet.