Lokalhistorie – Landsbyen Sæd.

Enhver egn har sine fortællinger – både store og små, sjove og triste. Det samme gælder for Sæd. Så i løbet af de næste uger, vil vi her på bloggen fortælle om Sæds historie, traditioner, mindesmærker og eksistenser.

Selvom Sæd bare er en lille flække med cirka 200 indbyggere,  og aldrig har været ret meget større, så er der meget at fortælle, så lad os starte ved begyndelse, nemlig den sidste istid ….. okay, den sandbanke Sæd ligger på (6 m over DNN) blev dannet i den sidste istid. Og mennesker har jo altid bygget, hvor man kunne være i fred for havet, så sandbanken, der lå mellem to grene af Vidåens løb, var oplagt som bosætningssted. Sæd er omgivet af marsk på tre sider og mod vest er den forbundet med landsbyen Ubjerg, hvor kirken ligger. Sæd nævnes første gang i 1237 under navnet “Sæthe”. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad Sæthe/Sæd betyder, men måske har en af jer læsere et forslag?
Allerede i 1740 blev jorden i Sæd udskiftet, dvs. jordfællesskabet i landsbyen blev ophævet for at opnå en bedre udnyttelse af landbrugsjorden. Og dyrkning af jorden har altid betydet meget i Sæd. Der fandtes endda en kartoffelsort, som hed Sædinger kartofler (en gullig sort med en rigtig god smag) og som gennem et par hundrede år blev dyrket og solgt så langt væk som i Flensborg.
I 1700- og 1800-tallet var de traditionelle håndværkserhverv fint repræsenteret i Sæd. Der var fx en smed, en bager, en maler, en skomager og en tømrer. Smeden lukkede for cirka 20 år siden, bageren for cirka 40 år siden og købmanden drejede nøglen om i april i år.
Sådan som gårde og huse ligger i Sæd har de altid ligget. Det vil sige, at Sæd stadig har en meget oprindelig landsbystruktur. Der er kun få nye parcelhuse og lokalplanen giver ikke plads til udstykning af nye byggegrunde.
Tidligere, før afvandingen, var Sæd omgivet af vand mod øst, nord og syd fra sent efterår til sent forår. Det var kun den vestlige vej, mod Ubjerg, som var farbar. Vejen var ret befærdet og fyldt med dybe hjulspor fra mælkevogne, transportvogne, ligvogne og andre køretøjer. I forbindelse med afvandingen i 1920´erne blev området tørlagt og i 1934 blev vejen mod Ubjerg asfalteret. Før afvandingen skete der en del drukneulykker, men det er en helt anden historie, som kommer på et senere tidspunkt. Vores bedsteforældre har fortalt, at de om vinteren, før afvandingen, kunne løbe på skøjter fra Tønder til Højer, fordi hele marsken var oversvømmet.
Og så er der jo lige det med vores byskilt. Det må være et af de mest fotograferede skilte i hele Danmark. Jævnligt sidder folk overskrevs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med

Stjålet er det også blevet – mange gange – og hver gang går der et par måneder før vi får et nyt. Vi har flere ideer til, hvordan vi fremover kan sikre vores byskilte. Og nu har vi netop dannet et Lokalråd, så måske bliver ideerne ført ud i livet.