Det grønne frø har nok længe ligget og spiret i os, mere eller mindre bevidst. Inden for de seneste ti år er den grønne spire så vokset til en plante, som vi nu prøver at få til at forgrene sig – for nu at blive i billedsproget ;-) I slutningen af 70´erne læste vi vældig meget i “Håndbog i selvforsyning” af John Seymour, avlede frugt og grønt, henkogte og syltede. Det gør vi stadig med den største fornøjelse og serverer bl.a. marmelade af egene bær, frugt fra haven og æblemost af egne æbler for vores gæster til morgenmad. Vi kender egnen ret godt og har valgt nogle producenter, der kan levere gode produkter til morgenmaden, ud over det vi selv fremstiller.
Da vi købte ejendommen i 1989 fulgte der 42 ha landbrugsjord med, som Uwe dyrkede økologisk. I slutningen af 90´erne valgte vi at tage 5 ha ud af landbrugsdriften og plantede en løvskov, som er frit tilgængeligt for offentligheden.
For ca 10 år siden droppede vi landbruget for at hellige os B&B. Landmanden, der pagtede vores jord, fortsatte med den økologiske drift og inden for de seneste fem år er driften lagt om til biodynamisk jordbrug.
Vi er blevet en del af Green Key https://www.green-key.dk/ og har derved forpligtet os til at overholde deres miljøkrav og, så vidt muligt, iværksætte nye tiltag på miljøfronten.
Overskuelighed er en god ting, så derfor kommer her en oversigt over vores grønne og bæredygtige tiltag som vi arbejder på skal vokse ;-) Vi er ikke spor “hellige” mht bæredygtighed, men har en tro på, at hvis tilpas mange mennesker hver især gør noget for at passe på miljøet, så kan mange bittesmå aktiviteter i den rigtige retning medføre enorme forandringer.
- 5 ha løvskov
- etablering af 3 vandhuller til gavn for folk og fæ
- biodynamisk drift på vores marker
- bæredygtig kødproduktion – når det bliver vinter, slagter vi vores kaniner, som hele sommeren har spist brød- og grøntsagsrester samt græs og mælkebøtter
- et CO2-venligt halmhus, som hører med under vores B&B, så det kan lejes
- 7,4 kw solceller, der leverer et bidrag til vores elforbrug
- 7 m2 solfangere, der leverer varmt vand til vores matrikel
- andele i to vindmøller
- medlem af Green Key som er turismens internationale miljømærke