Lokalhistorie – begravelsesskikke i Ubejrg sogn.

Begravelsen forgår i stilhed eller Bisættelsen har fundet sted eller Højtideligheden slutter ved graven . Sådan annonceres en begravelse ofte i avisen nu om dage, temmelig anonymt og uden så mange dikkedarer. Tidligere var en begravelse en social begivenhed, som blev markeret med en række skikke og ritualer. Indtil sidst i 1800-tallet var det skik, at en ung pige blev sendt fra hus til hus for at annoncere et dødsfald og invitere kvinderne til strålæg eller kistelæg (keestlæg). Så mødte alle kvinderne op og fik serveret kaffe for derefter at tage afsked med afdøde. Den sidste person, hvor denne skik blev brugt, var ved Hans Nissen Lorenzens død i 1894.

I midten af 1600-tallet, i pastor Christianus Petris embedstid, blev det skik, at præsten kom i sørgehjemmet for at holde en ligtale over liget, inden det blev bragt til kirkegården. På de større gårde blev liget transporteret ud af døren i østgavlen. Ligdøren kunne kun åbnes indefra og blev kun brugt, når et lig skulle ud af huset. På enkelte gårde i sognet findes stadig en ligdør.

Omkring 1790, under pastor Thomas Todsen, var det kutyme, at en afdød, der stammede fra en gårmandsfamilie, blev begravet på en hverdag. Alle andre blev begravet på en søndag. Indtil 1890 forgik alle begravelser om formiddagen. Siden skete det kun undtagelsesvis.

Dengang begravelserne fandt sted om formiddagen , var det skik hos gårdmandsfamilierne, at hele følget med præst og degn, vendte tilbage til sørgehjemmet efter begravelsen. I stuen, hvor liget havde stået, var der så dækket op til “gilde” og menuen stod på vinsuppe og kogt skinke med tilbehør. Efter hvovedmåltidet blev der serveret lagkage. Der blev drukket vin, kaffe, grog og punch til, men der måtte ikke skåles, så man drak stille for sig selv. Sådan en begravelse kunne godt blive en beskostelig affære. Til Lorenz Feddersens begravelse i 1834 blev der til begravelsesgildet brugt:

  • 80 pund kød
  • 36 pund skært kød
  • 80 pund kalvekød
  • 3 flæskebørster
  • 10 tærter
  • for 12 Mark gewürztvebakker
  • for 12 Mark sukkertvebakker
  • for 16 Mark gemene tvebakker
  • 44 franskbrød
  • 10 pund svesker
  • 7 pund risgryn
  • 2 lod muskatblomst
  • 2 lod nelliker
  • 10 kander rom
  • 3 citroner
  • 2 lod kanel
  • syv pund kaffebønner
  • 30 pund sukker

Efterhånden gled skikken med de store begravelsesgilder ud og blev, omkring 1920, erstattet af kaffe og kage  inden begravelsen og senere efter begravelsen. I dag er det sjældent, at der inviteres til kaffebord. En tradition, der stadig holdes sådan nogenlunde i hævd, er den at lægge en buket med grønt og blomster ud til vejen, når afdøde og dennes familie kører gennem byen inden de kører hen til kirken i Ubjerg. En rigtig smuk tradition.

 

 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.